forside

Spotguide til "Hullet"
Sydhavnens Windsurfer Club ligger i Valbyparken ud til farvandet Kalveboderne, eller "Hullet" som vi kalder det, få hundrede meter fra plænen hvor der afholdes Grøn Koncert. Klubben ligger således blot 5 km fra Københavns Rådhusplads og med let tilgang i bil og med offentlig transport.

Længere nede på siden er indsat et kort over Hullet med markeringer af forhold man skal være opmærksom på. Klik på de enkelte markeringer for en nærmere beskrivelse. Klubben er markeret med et lille gult hus, som hvis du trykker på det åbner en rutevejledningsfunktion. Tryk her for rutevejledning med offentlig transport. Adgangen til klubben er spærret af en vejbom, hvorfor gæster i bil er henvist til parkeringspladsen umiddelbart før bommen, hvorfra der dog også er adgang til vandet.

Hullet er særdeles velegnet for begyndere. Området er lavvandet og beskyttet, så der er ingen fare for at drive til havs. Som begynder skal man alligevel være opmærksom på ikke at gå ud i fralandsvind, dvs. i nordlige vindretninger. Nordenvind er imidlertid sjælden, hvilket betyder rigtig mange dage på vandet for klubbens begyndere. Sidst men ikke mindst har klubben etableret en bred trappe, omkring hvilken der hvert år spredes betydelige mængder sand, således at adgangen til vandet er nem og ubesværet.

Hullet er også et favorit spot for mange freestyle og race sejlere. - Specielt i foråret hvor den naturlige vind forstærkes af termik om eftermiddagen. Hold øje med vindmåleren. Der er ofte mere vind i Hullet end man skulle tro...

Obs! På grund af det lave vand kan der specielt i sensommeren være meget tang i vandet, hvorfor det er en god tommelfingerregel altid at benytte en tangfinne på sit bræt.

 

 


Vis stort kort